Spørgerne havde gennemført et generationsskifte i form af overdragelse af nystiftede holdingselskaber.

Overdragelserne skete med skattemæssig succession. Ved overdragelserne var kapitalandelene værdiansat efter boafgiftslovens § 12 a med fradrag af nedslag for overtagen skatteforpligtelse.

Skatterådet bekræftede, at overdragelserne kunne ske med skattemæssig succession samt at kapitalandelene kunne værdiansættes efter boafgiftslovens § 12 a.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at værdien var opgjort korrekt efter boafgiftslovens § 12 a. Koncernens ejendomme var delvist medregnet til kostpris med fradrag af akkumulerede afskrivninger. Egenkapitalen i de overdragede selskaber skulle reguleres, så koncernens ejendomme blev medregnet til enten handelsværdien, en vurdering efter § 11 i ejendomsvurderingsloven eller dagsværdien opgjort efter årsregnskabslovens regler, jf. boafgiftslovens § 12 a, stk. 3, nr. 1.

Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at det opgjorte nedslag for overtagen skatteforpligtelse svarede til den fordeling, der ville være aftalt mellem uafhængige parter. Det kunne ikke lægges til grund, at den overtagne skatteforpligtelse kom til betaling, når erhververne blev 60 år. For så vidt angår fordeling af successionsfordelen skulle det lægges til grund, at overdrageren havde haft den største indflydelse på aftalevilkårene.

Spørger ønskede bekræftet, at spørger ikke skulle pålægge moms ved salg af en julekalender. Spørger påtænkte at sælge en julekalender, som bestod af muligheden for gevinst og adgang til rabatter/fordele i de lokale butikker. Det var Skatterådets opfattelse, at der var tale om en sammensat ydelse, det ville være kunstigt at opdele. Det var også Skatterådets opfattelse, at det karakteristiske og væsentligste element ved julekalenderen var salg af muligheden for gevinst.

Da salg af muligheden for gevinst momsmæssigt kunne anses for salg af lotteri omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 12, kunne Skatterådet bekræfte, at der ikke skulle afregnes moms af salg af den beskrevne julekalender.

Skatterådet kunne derfor også bekræfte, at spørger ikke kunne tage fradrag for momsen af alle udgifter i forbindelse med produktion og markedsføring af julekalenderen. Skatterådet kunne desuden bekræfte, at spørger ikke kunne tage fradrag for momsen i forbindelse med indkøbet af gevinster.

Spørger ønskede svar på, hvorvidt der skulle betales gevinstafgift af gevinsterne fra Spørgers julekalender. Besvarelsen afhang af hvorvidt Spørger kunne opnå en tilladelse til almennyttigt lotteri fra Spillemyndigheden. Da Spørger ikke havde anmodet om en sådan tilladelse, kunne spørgsmålet ikke anses for at være omfattet af de situationer, hvor der kunne gives et bindende svar.

Skatterådet afviste derfor spørgsmål 4, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2.

Et dansk selskab drev virksomhed med udskiftning af slidte flydele i luftfartsselskabers fly. Selskabet sendte de slidte flydele fra Danmark til reparation i Tyskland. Efter reparation i Tyskland blev flydelene sendt fra Tyskland enten retur til selskabet i Danmark eller til et andet EU-land.

Landsskatteretten fandt, at selskabets forsendelse af slidte flydele fra Danmark til Tyskland var omfattet af momslovens § 10, stk. 2, nr. 7, når flydelen efter endt reparation blev returneret til Danmark. Det indebar, at forsendelsen af flydelen fra Danmark til Tyskland ikke blev sidestillet med levering mod vederlag, jf. momslovens § 10, stk. 1. I de tilfælde, hvor flydelene efter reparation blev sendt fra Tyskland til et andet EU-land, var forsendelsen ikke omfattet af momslovens § 10, stk. 2, nr. 7, jf. EU-Domstolens dom i de forenede sager C-606/12 og C-607/12 (Dresser Rand SA). Dette medførte, at det var hovedreglen i momslovens § 10, stk. 1, der fandt anvendelse, hvorefter selskabets forsendelse af slidte flydele blev sidestillet med levering mod vederlag.

Landsskatteretten fandt, at det drejede sig om to forsendelser, når den slidte flydel ikke blev returneret til Danmark efter reparation i Tyskland. Den første forsendelse var fra selskabet til reparatøren i Tyskland. Efter reparation foretoges en ny forsendelse, når den reparerede flydel blev sendt fra Tyskland til et andet EU-land. Det var alene de reparerede flydele, der som en biydelse til service- og reparationsydelser på fly kunne indgå i selskabets leveringer efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 10, jf. § 10, stk. 2, nr. 5, om momsfritagelse for leverancer af bl.a. reparation af luftfartøjer. Forsendelse af brugte flydele fra Danmark til Tyskland kunne dermed ikke indgå i selskabets leveringer efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 10, jf. EU-Domstolens praksis i sag C-446/13 (Fonderie 2A), præmis 28. Landsskatteretten bemærkede derudover, at det fremgik af ordlyden af momslovens § 10, stk. 2, nr. 5, at en levering efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 10, skulle være en vare, og at selskabets leverancer efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 10, var levering af en tjenesteydelse. Dermed kunne momslovens § 10, stk. 2, nr. 5, ikke finde anvendelse. De slidte flydele, som selskabet sendte til reparation i Tyskland, og som ikke blev returneret til Danmark, før de blev sendt til et andet EU-land, var derfor omfattet af momslovens § 10, stk. 1, og skulle dermed sidestilles med levering af en vare.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde anset selskabet H1 ApS for rette indkomstmodtager af vederlag fra H2 S.M.B.A., men derimod anset klageren for rette indkomstmodtager af vederlaget som lønmodtager, og hvorvidt dette vederlag herefter kunne modregnes i klagerens lønindkomst fra H1 ApS. Landsskatteretten lagde til grund, at H1 ApS for indkomstårene 2021 og 2022 ikke havde haft anden omsætning end omsætningen fra H2 S.M.B.A., og at omsætningen fra H2 S.M.B.A. blev placeret som indkomst i H1 ApS, men korrekt blev beskattet hos klageren som lønindkomst efter princippet om rette indkomstmodtager. H1 ApS havde ud over omsætningen fra H2 S.M.B.A. haft finansielle indtægter fra værdistigninger på H1 ApS’ aktier og renteindtægter på 611.282 kr. i indkomståret 2021 og 87.355 kr. i indkomståret 2022, og der havde i den forbindelse været en vis aktivitet i H1 ApS med køb og salg af aktier. Landsskatteretten fandt, at i hvert fald dele af den udbetalte løn til klageren fra H1 ApS i indkomstårene 2021 og 2022 på henholdsvis 525.000 kr. og 259.000 kr. med tilstrækkelig sikkerhed kunne henføres til den placerede indkomst fra H2 S.M.B.A. som vederlag for det arbejde, som klageren havde udført for H2 S.M.B.A. Der blev herved særlig henset til, at der ikke var anden almindelig omsætning i H1 ApS i den omhandlede periode end omsætningen med netop H2 S.M.B.A., og at der ikke konkret forelå oplysninger om, at den udbetalte løn til klageren fra H1 ApS udelukkende skulle vedrøre andet arbejde og andre opgaver, der ikke var relateret til den placerede indkomst fra H2 S.M.B.A. Herefter fandt retten, at lønnen fra H1 ApS kunne modregnes fuldt ud i den opgjorte lønindkomst fra H2 S.M.B.A. ud fra en nettobetragtning. Det forhold, at lønnen fra H1 ApS oversteg den placerede indkomst fra H2 S.M.B.A, og dermed også kunne henføres til andre midler end den placerede indkomst, herunder indtægter fra handel med værdipapirer, kunne under de konkrete omstændigheder ikke føre til andet resultat. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte klagerens lønindkomst fra H2 S.M.B.A. til 0 kr. for indkomstårene 2021 og 2022, som også tiltrådt af Skattestyrelsen.

Sagen angik, om klageren ved jobskifte i forbindelse med fritstilling var omfattet af kildeskattelovens § 48 F, stk. 2, 2. pkt., og om klagerens lønindkomst fra H2 A/S pr. 1. september 2023 derfor kunne beskattes efter forskerskatteordningen, jf. kildeskattelovens §§ 48 E-F. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at der var tale om en jobskiftesituation, hvor klageren skiftede fra et job til et andet job. Landsskatteretten fandt, at en sådan jobskiftesituation var omfattet af kildeskattelovens § 48 F, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelse skulle forstås således, at det alene var en betingelse, at klagerens ansættelse i det nye job var tiltrådt senest 1 måned efter ophør af det tidligere ansættelsesforhold, og at det således var uden betydning, om der i en periode formelt var to ansættelsesforhold, og om det nye ansættelsesforhold var tiltrådt før, at den tidligere ansættelse formelt og endeligt var ophørt. Klageren opfyldte herefter betingelserne i kildeskattelovens § 48 F, stk. 2, 2. pkt., og Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar om, at en opgradering af kryptovalutaen KNC medførte så væsentlige ændringer i aftalegrundlaget, at opgraderingen skulle sidestilles med en realisation.

Sagen angik, om det var med rette, at SKAT (nu Skattestyrelsen) ikke havde imødekommet klagerens anmodning om refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet, svarende til 1.673.595,82 kr. for indkomstårene 2010-2013. SKAT havde for indkomstårene 2010-2013 refunderet 13 %/12 % af den indeholdte udbytteskat til klageren, hvorfor det ved SKATs behandling måtte være lagt til grund, at klageren kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt. Landsskatteretten fandt under henvisning til Højesterets dom gengivet i SKM2021.353.HR, at det kunne stilles som en betingelse for udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de udenlandske investeringsinstitutter bl.a. opfyldte kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning. For indkomstårene 2010-2013 havde klageren ikke valgt at blive kvalificeret som en udloddende investeringsforening, og klageren havde ikke opgjort en minimumsudlodning. Det ansås derfor for berettiget, at SKAT havde givet afslag på klagerens anmodning om refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet. Landsskatteretten afviste at imødekomme en anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, idet Landsskatteretten fandt, at der ikke var rimelig tvivl om forståelsen af EU-retten, og da det måtte formodes, at de(t) spørgsmål, som påtænktes forelagt EU-Domstolen, måtte forventes at svare til de spørgsmål, som Højesteret i SKM2021.353.HR afviste at forelægge for EU-Domstolen. Landsskatteretten stadfæstede således SKATs afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til refusion af udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til et påtænkt holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af alle anparterne i et selskab til en påtænkt nystiftet fond uden at ansøgeren udbyttebeskattes.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i ansøgerens ideelle interesse og ikke i ansøgerens personlige eller økonomiske interesse, hvormed Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af kapitalandele til den påtænkte nystiftede fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 5, til ansøgeren, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev henset til, at den påtænkte fonds formål måtte anses for almennyttigt/almenvelgørende, idet det fremgik af udkastet til fondens fundats, at fondens formål var at fremme børn i 0-6 års alderen samt deres familiers trivsel, dannelse og bæredygtige udvikling i Danmark og internationalt. Formålet blev varetaget gennem indsatser af undervisningsmæssig, forskningsmæssig, social, sundhedsfremmende og miljømæssig karakter. Formålet fremmedes ved at skabe, støtte og bidrage til udvikling, dokumentation og formidling af viden og metoder, som blev gjort tilgængelige for en videre offentlighed, herunder fagprofessionelle, forældre, uddannelses- og forskningsinstitutioner. Fondens midler kunne alene anvendes til formål, der var af almennyttig eller almenvelgørende karakter. Det fremgik således af udkastet til vedtægt, at støtten i alle tilfælde skulle være almennyttig og/eller almenvelgørende. Det betød fx, at forskning og viden, som blev opnået i egne institutioner, skulle gøres tilgængelige for andre.

Der blev endvidere henset til, at der efter fondens udkast til vedtægt hverken var tillagt ansøgeren eller ansøgeren familie og ægtefælle særlige rettigheder eller fordele i forbindelse med stiftelsen, og at fondens midler ikke på noget tidspunkt kunne gå tilbage til stifteren.

Spørger var et dansk selskab, der ejedes 100 % af et cypriotisk moderselskab. Forud for en planlagt omstrukturering og et påtænkt salg af aktierne i Spørger, ønskede man at udligne en intern fordring, hvor det cypriotiske moderselskab var debitor, og Spørger var kreditor. Fordringen blev ophævet ved konfusion.

Skatterådet bekræftede, at bortfaldet af fordringen ikke medførte begrænset skattepligt for det cypriotiske moderselskab i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Endvidere fandt ligningslovens § 3 ikke anvendelse i den konkrete situation.

Spørger var hovedaktionær i et selskab, som Spørger påtænkte at udlåne kryptovaluta til.

Udlånet skulle ske på anfordringsvilkår og til en forrentning på 5,6 % årligt. Det var Spørgers opfattelse, at vilkårene svarede til markedsvilkår, og dette blev lagt til grund for besvarelsen. Det var Spørgers opfattelse, at udlånet ikke skulle anses for realisation af Spørgers kryptovaluta.

Skatterådet kunne bekræftet af udlån af kryptovaluta til selskabet ikke skulle anses for en afståelse af kryptovalutaen. Tilsvarende var indfrielsen af lånet og tilbagebetaling af de udlånte kryptovaluta ikke et køb for Spørger. Der var ved besvarelsen lagt vægt på, at der ikke blev udvekslet vederlag i forbindelse med udlånet, at det var samme antal og type af kryptovaluta, som Spørger havde udlånt, der blev leveret tilbage, og at det var Spørger, der bar risikoen for gevinst og tab. Det var lagt til grund for besvarelsen, at låneaftalen, som oplyst af Spørger, var indgået på markedsvilkår, jf. ligningslovens § 2.

To piloter påstod sig berettiget til halv lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, jf. stk. 1, i indkomstårene 2015 og 2016. Piloternes påstande var støttet på, at de havde fremlagt tilstrækkelige beviser for, at de opfyldte lempelsesbetingelserne, og at der eksisterede en fast administrativ praksis om, at en udfyldt kalender var tilstrækkelig dokumentation for udlandsophold.

Retten udtalte, at der ikke forelå kontoudskrifter eller andet lignende objektivt konstaterbart materiale, som understøttede piloternes forklaringer om, at de opfyldte betingelserne for lempelse i medfør af ligningslovens § 33 A. Piloternes udfyldte kalendere beviste desuden hverken i sig selv eller sammen med sagens øvrige dokumenter, at piloterne i de omtvistede perioder ikke havde opholdt sig i Danmark.

Retten fandt endvidere, at piloterne hverken ved vidneforklaringerne, de dokumenterede materialeindkaldelser eller ved trykt retspraksis havde godtgjort, at der eksisterede en administrativ praksis, som de havde anført.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Rekvirenten har anmodet retten om iværksættelse af syn og skøn, efter retsplejeloven § 343 og Skatteforvaltningslovens § 37, til brug for en ved Skatteankestyrelsen verserende klagesag.

Klagesagen drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte skatteyderen af maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A vedrørende hævninger fra kapitalselskabet til eneanpartshaveren.

Rekvirenten har oplyst, at de foreslåede stillede spørgsmål i skønstemaet drejer sig om, at skønsmanden anmodes om at fastslå, om der efter skønsmandens gennemgang af bogføringsmaterialet og regnskaberne er beløbsmæssige sammenhænge mellem bogføringen og regnskaberne.

Skattestyrelsen har overfor retten nedlagt påstand om, at sagen afvises, idet skønstemaet som helhed forudsætter, at skønsmanden tager stilling til retlige spørgsmål, som er op til retten at tage stilling til, jf. retsplejelovens § 197, stk. 2.

Retten afviste rekvirentens begæring om syn og skøn under henvisning til, at dét rekvirenten reelt ønskede belyst ved syn og skøn, indebar en retlig vurdering, samt at det materiale som skatteyderen ønskede en skønsmands vurdering af, allerede fandtes i den verserende skattesag.

Hidtidig praksis, hvorefter begrebet "uvedkommende formål" i momslovens § 5, stk. 4 og 5, om udtagningsmoms omfatter alle aktiviteter, som falder uden for momslovens anvendelsesområde såsom myndighedsudøvelse og ikke-økonomisk virksomhed, og leverancer fra offentlige institutioner, der efter momslovens § 9 er undtaget fra momspligt, ændres. Der skal fremadrettet ske en konkret vurdering af, om den pågældende aktivitet er omfattet af begrebet "uvedkommende formål". Er aktiviteten efter den konkrete vurdering ikke omfattet af begrebet, skal der ikke betales udtagningsmoms, hvis varer, der indgår i virksomhedens aktiver, anvendes til brug for aktiviteten. Tilsvarende skal der ikke betales udtagningsmoms, hvis virksomheden udtager ydelser til brug for aktiviteten.

Praksis vedrørende begrebet "virksomheden uvedkommende formål" i momslovens § 38, stk. 2, om fradragsbegrænsning ændres derimod ikke. Begrebet "virksomheden uvedkommende formål" i momslovens § 5, stk. 4 og 5, og begrebet "virksomheden uvedkommende formål" i momslovens § 38, stk. 2, har derfor forskelligt indhold.

Sagen angik, at Motorstyrelsen havde opkrævet fuld registreringsafgift for selskabets mandskabsvogn, fordi mandskabsvognen havde været anvendt til privat kørsel i strid med reglerne om afgiftsfritagelse, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Landsskatteretten anførte, at det af ordlyden af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, direkte fremgik, at en mandskabsvogn kun måtte anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejdede i virksomheden, og det tilsvarende fremgik af forarbejderne til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at det ikke var tilladt at anvende en mandskabsvogn til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl, og at kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl normalt ville blive anset for privat personbefordring. Som en undtagelse hertil fremgik dog, at hvis kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl skulle kunne anses for at være erhvervsmæssig, ville det normalt være en forudsætning, at mandskabsvognen almindeligvis anvendtes til kørsel direkte fra medarbejderens private bopæl og til arbejdspladserne, og at der var en betydelig afstand fra den private bopæl til virksomhedens adresse, samt at der på medarbejderens private bopæl var et mindre lager af materiel og/eller materialer. Landsskatteretten lagde på baggrund af det oplyste til grund, at mandskabsvognen den 3. november 2022 blev anvendt til kørsel mellem en af selskabets arbejdspladser og medarbejderens private bopæl, at der på bopælen ikke befandt sig et lager af materiel og/eller materialer, og at der var en afstand på ca. 30 kilometer mellem den private bopæl og selskabets adresse. Retten fandt herefter, at der henset til, at afstanden mellem medarbejderes private bopæl og selskabets adresse alene var ca. 30 kilometer, og der samtidig ikke var noget lager af materiel og/eller materialer på medarbejderens privatadresse, kunne den konstaterede kørsel ud fra en samlet og konkret vurdering ikke betragtes som erhvervsmæssig, og betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, var dermed ikke opfyldt. Det kunne ikke føre til et andet resultat, om medarbejderen indgik i en vagtordning eller ej, da betingelserne for at anse kørslen mellem den private bopæl og selskabets arbejdsplads ikke i øvrigt var opfyldt. Da selskabets mandskabsvogn således var anvendt på færdselslovens område i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse af køretøjer efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, skulle mandskabsvognen i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, afgiftsberigtiges som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 4. Selskabet hæftede som ejer af køretøjet for registreringsafgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Landsskatteretten stadfæstede herefter Motorstyrelsens afgørelse.