Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at affald, der modtages på Spørgers affaldsdeponeringsanlæg ikke var omfattet af affaldsafgiften efter affalds- og råstofafgiftslovens § 9, stk. 1, når affaldet midlertidigt oplagres på særskilt afgrænsede mellemlagringspladser og efterfølgende fraføres med henblik på genanvendelse og med henblik på energiudnyttelse i form af forbrænding på Spørgers energianlæg.

Af Spørgers miljøgodkendelse fremgik, at brandbart affald må oplagres i højst ét år, inden det tilføres forbrændingsanlægget, og at de godkendte oplagringsområder tømmes mindst én gang årligt for at kontrollere, at affaldet ikke opbevares længere end tilladt. Begge affaldstyper opbevares som udgangspunkt ikke længere end seks måneder.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ikke skulle betale affaldsafgift efter affalds- og råstofafgiftslovens § 9, stk. 1, når Spørger midlertidigt oplagrede affald uden deponeringshensigt på særskilte afgrænsede mellemlageringspladser inden for Spørgers deponeringsområde.

Det gjaldt både affald, der efterfølgende fraføres med henblik på genanvendelse, og affald, der efterfølgende fraføres med henblik på energiudnyttelse ved forbrænding på Spørgers energianlæg.

Ved vurderingen af affald til genanvendelse lagde Skatterådet til grund, at affaldet ikke tilføres med henblik på deponering, og at denne midlertidige oplagring ikke udløser afgiftspligt.

Ved vurderingen af det forbrændingsegnede affald lagde Skatterådet til grund, at Spørger kan dokumentere, at affaldet fraføres inden for en periode på ét år, således at der er tale om midlertidig oplagring og ikke deponering.

Sagen angik, at Motorstyrelsen havde opkrævet fuld registreringsafgift af en række køretøjer, som et selskab havde leaset til sig selv på forholdsmæssig registreringsafgift. Landsskatteretten fandt, at registreringsafgiftslovens § 3 b om forholdsmæssig registreringsafgift forudsatte, at leasinggiver og leasingtager var to forskellige retssubjekter, da det måtte være en forudsætning, at der var tale om en reel retligt forpligtigende aftale mellem aftaleparter, der indebar retlig forpligtigelse til udveksling af ydelser mellem aftaleparterne i henhold til aftalen, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1. I en situation, hvor selskabet som én og samme juridiske person optrådte som begge aftaleparter, havde der ikke været en reel retligt forpligtende aftale, der kunne danne grundlag for anvendelse af reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b. Retten lagde bl.a. også vægt på, at det af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 12, herunder særligt registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 12, nr. 5, fulgte, at der skulle ske betaling af en leasingydelse, og at betaling af en leasingydelse forudsatte, at leasingtageren og leasinggiveren var to forskellige retssubjekter, idet én og samme juridiske person ikke kunne betale til sig selv og ikke kunne udveksle ydelser med sig selv i et aftaleforhold. Det var herefter ikke i sig selv afgørende, om der i øvrigt formelt set måtte have været tale om leasing på markedsmæssige vilkår. Selskabet var i 2016 blevet vejledt om, at selskabet ville kunne lease selskabets køretøjer til selskabets egne medarbejdere på markedsvilkår. Retten fandt, at denne vejledning ikke havde bibragt selskabet en retsbeskyttet forventning om at kunne lease køretøjerne til sig selv på forholdsmæssig registreringsafgift. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at vejledningen ikke efter sit indhold angik en situation, hvor selskabet var både leasinggiver og leasingtager, men derimod en situation, hvor selskabet var leasinggiver, og medarbejderne var leasingtagere. Selskabet havde ikke ved denne vejledning modtaget en positiv, klar og ubetinget tilkendegivelse om, at selskabet kunne lease køretøjer til sig selv, uanset køretøjerne måtte blive stillet til rådighed for selskabets medarbejdere. Landsskatteretten stadfæstede herefter Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen angik, at Motorstyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse for et køretøj, som tidligere var nedvejet uden på ny at være afgiftsberigtiget. Sagens køretøj var således oprindeligt afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens § 5, men var ikke efter nedvejning afgiftsberigtiget på ny efter registreringsafgiftslovens § 1 a, stk. 1. Landsskatteretten anførte bl.a., at det af ordlyden af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, første led, alene fremgik, at køretøjet skal være afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens §§ 4-5 c, 29 eller 29 a, og der var ikke grundlag i forarbejder, formål eller kontekst for at forstå bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, første led, sådan, at det med reference til, at et køretøj skal være afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens §§ 4-5 c, 29 eller 29 a, var en betingelse for at være omfattet af bestemmelsen, at et oprindeligt afgiftsberigtiget nedvejet køretøj skulle være afgiftsberigtiget på ny i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens § 1 a, stk. 1. Da køretøjets manglende afgiftsberigtigelse som følge af nedvejningen samtidig ikke var omfattet af de forhold, der i henhold til registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 4, medførte, at der ikke kunne godtgøres afgift for køretøjet, fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for ikke at imødekomme selskabets anmodning om eksportgodtgørelse, idet de øvrige betingelser for udbetaling af eksportgodtgørelse efter registreringsafgiftslovens § 7 b var opfyldt. Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling ved Motorstyrelsen med henblik på værdifastsættelse af køretøjet og beregning af eksportgodtgørelse.

Sagen angik, at et selskab havde anmodet om ændring af selskabets tillægsafgift for perioden 1. januar 2018 - 31. december 2018 med henvisning til, at selskabet ønskede den afgiftspligtige mængde i kulafgiftslovens § 5, stk. 10, opgjort ved brug af kulafgiftslovens § 5 a. Skattestyrelsen imødekom selskabets anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvaret, men Skattestyrelsen imødekom ikke selskabets anmodningen om ændring af tillægsafgiften og tilbagebetaling af afgift, allerede fordi brugen af røggasmetoden i kulafgiftslovens § 5 a efter Skattestyrelsens opfattelse alene kunne finde anvendelse med fremadrettet virkning efter anmeldelse. Landsskatterettens anførte bl.a., at ordlyden af kulafgiftslovens §§ 5, stk. 10, og 5 a samt lovbemærkningerne ikke forholdt sig til, om der kunne foretages en efterfølgende ændring af den valgte opgørelsesmetode af den afgiftspligtige mængde, hvis opgørelsesmetoden ændredes for hele året. Retten fandt, at den forudgående anmeldelsesbetingelse i kulafgiftslovens § 5 a, stk. 3, 1. pkt., om brugen af røggasmetoden ikke kunne anses som en frist for valg af opgørelsesmetode, og det tilsvarende gjorde sig gældende for kravet om varigheden af brugen i røggasmetoden i § 5 a, stk. 3, 2. pkt., og bestemmelsen i kulafgiftslovens § 5 a, stk. 3, havde således ikke karakter af en fristregel. Da Skattestyrelsen alene havde truffet afgørelse med henvisning til, at brugen af røggasmetoden i kulafgiftslovens § 5 a kun kunne finde anvendelse med fremadrettet virkning efter anmeldelse, og da der samtidig ikke forelå et tilstrækkeligt grundlag for stillingtagen til betingelserne for anvendelse af røggasmetoden i kulafgiftslovens § 5 a, måtte det overlades til Skattestyrelsen på ny at behandle og træffe afgørelse om selskabets anmodning. Landsskatteretten hjemviste på den baggrund sagen til Skattestyrelsen til fornyet behandling, som også var tiltrådt af Skattestyrelsen.

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, om Spørger som busselskab, der operer som ladestanderoperatør for egne elbusser, kunne opnå tilbagebetaling af elafgift ved opladning af batterier til elbusserne efter særordningen for elbiler.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kunne opnå tilbagebetaling af elafgift ved opladning af batterier vedrørende elbusser efter særordningen for elbiler efter den tidligere bestemmelse i § 21, stk. 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, og fra og med 1. januar 2026 efter elafgiftslovens § 11 g.

Begrebet elbiler skulle anvendes i ordets bredeste betydning, således at elbiler i form af elbusser også var omfattet af særordningen.

Spørger opfyldte betingelserne om at elektriciteten er afgiftspligtig elektricitet, der af virksomheden var forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler, og at elektriciteten var anvendt i ladestandere, der blev drevet for virksomhedens regning og risiko. Desuden forbrugte Spørger den målte elektricitet anvendt til opladning af batterier til driften af egne elbusser erhvervsmæssigt. Det var forudsat, at Spørger kunne opfylde de øvrige betingelser, som almindelige ladestanderoperatører skal kunne opfylde for at få tilbagebetaling efter særordningen.

Sagen angik, om udgifter afholdt af selskabet udgjorde fri logi eller fri bolig for tre ansatte. Skattestyrelsen havde pålagt selskabet at foretage indberetning til eIndkomst for indkomstårene 2023 og 2024 vedrørende fri logi. Landsskatteretten fandt, at de tre ansatte havde fået midlertidige boliger stillet til rådighed i forbindelse med deres ansættelse og bosættelse i Danmark, og at der var tale om fri logi og dermed et sparet privat forbrug. Ved vurderingen lagde Landsskatteretten vægt på den afgrænsede periode på 30 dage, den begrænsede rådighed over boligerne og karakteren af boligerne, der kunne sidestilles med lejligheder i et lejlighedshotel. Landsskatteretten fandt endvidere, at betingelsen for at nedsætte markedsværdien af de tre omhandlede boliger med 10 % efter ligningslovens § 16, stk. 8, ikke var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren kunne anses for erhverver af tre pakker med nikotinholdige væsker, der var sendt fra Tyskland, og om klageren i givet fald hæftede for den manglende afgift i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Pakkerne var adresseret til klageren og med angivelse af klagerens telefonnummer. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at der var en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne, og at klageren som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Herefter - og da der ikke forelå omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - måtte klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at det ikke var ham, der havde erhvervet varerne. På baggrund af en konkret vurdering af den dokumentation, som klageren havde fremlagt, fandt Landsskatteretten, at klageren havde foretaget relevante bevisskridt, som dokumenterede eller i hvert fald sandsynliggjorde, at han ikke havde erhvervet varerne, som var blevet sendt til ham. Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke var rette modtager af de tre pakker, og at han derfor ikke hæftede for den opkrævede afgift. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om appellanten havde fradragsret for de bogførte udgifter til køb af kontant fremmed valuta, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Appellanten havde i denne forbindelse fremført et nyt anbringende for landsretten om, at valutaveksling ikke skulle kvalificeres som køb og salg af varer, men som salg af tjenesteydelser. Landsretten lagde i denne forbindelse til grund, at appellantens prissætning skete ud fra valutaens kursværdi i forhold til mængden af den kontante udenlandske valuta, samt at der ikke i forbindelse med udlevering eller modtagelse af valutaen fandt nogen form for yderligere håndtering, rådgivning eller anden værdiforøgende ydelse sted. Landsretten fandt, at transaktionerne måtte betegnes som køb og salg og ikke som tjenesteydelser.

For så vidt angår de bogførte fradrag var det uomtvistet, at der ikke for de bogførte køb af kontant fremmed valuta til en værdi under 1.000 euro pr. transaktion forelå købsbilag m.v. med identitetsoplysninger på de personer, som appellanten angiveligt havde købt valutaen af. Landsretten fandt, at appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var fradragsret for de bogførte køb. Landsretten henviste bl.a. til karakteren og omfanget af appellantens virksomhed, som var kendetegnet ved, at der på daglig basis havde været et meget stort antal køb og salg af kontant valuta og til et samlet set betydeligt beløb. Der måtte derfor stilles krav om et bogført kontrolspor, som muliggjorde en kontrol af, at transaktionerne reelt havde fundet sted. Landsretten fandt, at appellanten ved det fremlagte bogføringsmateriale ikke havde muliggjort en sådan kontrol, og at appellanten derfor ikke havde løftet bevisbyrden for, at appellanten havde ret til fradrag for de bogførte udgifter. 

Da landsretten endelig fandt, at der ikke var grundlag for at yde appellanten et skønsmæssigt fastsat fradrag, stadfæstede landsretten byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. 

Skattestyrelsen havde i medfør af opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, nr. 1, truffet afgørelse om at inddrage et selskabs momsregistrering og registrering for A-skat og AM-bidrag, da selskabet ifølge Skattestyrelsen havde angivet købsmoms af fiktive fakturaer. Selskabet klagede over afgørelsen og anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. Landsskatteretten anførte, at formålet med bestemmelsen i opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, ifølge forarbejderne var at mindske den væsentlige risiko for tab for statskassen, der opstod, når virksomheder anvendte eller udstedte fiktive fakturaer. Henset til lovforslagets baggrund og formål måtte det lægges til grund, at lovgiver havde forudset og accepteret konsekvensen af bestemmelsen, herunder at virksomheder, der fik inddraget deres registreringer, måtte ophøre med deres drift, og at fortsat drift kunne være forbundet med et potentielt strafansvar. Selskabets interesse i fortsat drift fandtes herefter ikke at veje tungere end det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke blev udsat. Med det, der var anført i klagen, var det ikke sandsynliggjort, at sagen ville få et andet resultat ved en klagesagsbehandling. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ikke at tillægge klagen opsættende virkning.

Sagen angik en større forhøjelse af en virksomheds momstilsvar. Forhøjelsen af momstilsvaret skyldtes, at Skattestyrelsen havde anset indsætninger på virksomhedens bankkonti for at være momspligtig omsætning, som virksomheden skulle afregne salgsmoms af. Virksomhedens indehaver anførte, at indsætningerne ikke var momspligtig omsætning i virksomheden. Indsætningerne måtte være sket som følge af, at en person havde kopieret hendes pas, og at personen på vegne af virksomheden havde udstedt fakturaer. Landsskatteretten fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at indehaveren havde været udsat for identitetstyveri. Indehaveren havde således ikke fremlagt dokumentation for, at hun havde meldt identitetstyveriet til politiet, og indehaveren havde derfor ikke udvist den fornødne omhu, der efter bestemmelserne i momsloven, momsdirektivet og EU-Domstolens praksis, jf. Stroy Trans, C-642/11, præmis 43, og P sp. Z.o.o, C-422/22, præmis 26-37, krævedes i situationer, hvor en tredjemand havde misbrugt virksomhedens identifikationsoplysninger til at udstede ikke reelle fakturaer på vegne af virksomheden. Det fremlagte identitetsbevis på indehaveren, herunder billeder af pas og kørekort mm., bar endvidere ikke præg af at være tilvejebragt via identitetstyveri. Identitetsbeviset og billedmaterialet tydede tværtimod entydigt på, at det var indehaveren, som selv havde oprettet en bankkonto hos G9. Landsskatteretten fandt på baggrund heraf, at indehaveren havde været bekendt med indsætningerne på virksomhedens bankkonto. Landsskatteretten lagde derfor til grund, at indehaveren i virksomhedens navn havde udstedt fakturaer/opkrævet betalinger for ydelser uafhængigt af, om der faktisk havde fundet en afgiftspligtig transaktion sted. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Liste over lande, der med virkning for indkomståret 2027 skal anses for udviklingslande i relation til ligningslovens § 7 K, stk. 5.

Spørger drev aktivitet med udlejning af driftsmidler i Danmark. Spørgers flåde af driftsmidler bestod dels af egenfinansierede driftsmidler, dels af finansielt leasede driftsmidler. Det var leasinggiver der ejede de finansielt leasede driftsmidler, hvorfor Spørger som leasingtager ikke kunne foretage skattemæssige afskrivninger på driftsmidlerne efter afskrivningsloven.

Spørger ønskede at få bekræftet, at afdragsdelen af de finansielle leasingydelser kunne defineres som afskrivninger i forbindelse med opgørelsen af EBITDA-indkomsten, jf. selskabsskattelovens § 11 C, stk. 1. Det var Spørgers opfattelse, at afdragsdelen kunne anses som ordinære afskrivninger, der var omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatterådet kunne ikke bekræfte dette. Leasingydelserne ville i det hele skulle anses for driftsudgifter omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og kunne ikke anses for ordinære afskrivninger efter samme bestemmelse. At der fandtes særlige regler i selskabsskattelovens § 11 B (renteloftsreglerne) i forhold til finansiel leasing, ændrede ikke herpå.  

Som forhold 1-20 samt forhold 24-25 var T tiltalt for databedrageri, ved i forening med en eller flere ukendte medgerningsmænd i strid med sandheden at have udgivet sig for at være bankansat og formået privatpersoner til at udlevere deres betalingskort og tilhørende PIN-kode, og herefter retsstridigt at have ændret, tilføjet eller slettet oplysninger eller programmer til elektronisk databehandling, eller i øvrigt påvirket resultatet af en elektronisk databehandling, hvorefter han uberettiget foretog hævninger/køb eller forsøg herpå, hvorved privatpersoner, bankerne og de pågældende forretninger led et tilsvarende tab, eller risiko herfor.

T var som forhold 21 tiltalt for med forsæt til unddragelse af skat at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse for indkomståret 2014, idet T via TastSelv den 1. april 2018 uberettiget indberettede et fradrag for indskud på etableringskonto på 123.451 kr., udbytte af danske aktier på 133.791 kr. og et tab på aktier på 155.851, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 75.397,29 kr. i skat.

T var som forhold 22 tiltalt for med forsæt til unddragelse af skat at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse for indkomståret 2015, idet T via TastSelv den 23. februar 2018 uberettiget indberettede et fradrag for indskud på etableringskonto på 120.334 kr. og i perioden fra den 19. marts 2018 til den 1. april 2018 indberettede et tab på aktier på i alt 287.531 kr. og et udbytte af danske aktier på i alt 244.891 kr., samt den 1. april 2018 indberettede et fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.000 kr. og underholdsbidrag m.v. på 49.000 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 125.958,69 kr. i skat.

T var som forhold 23 tiltalt for med forsæt til unddragelse af skat at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse for indkomståret 2016, idet T via TastSelv i perioden fra den 19. februar 2018 til den 1. april 2018 uberettiget indberettede fradrag for indskud på etableringskonto på i alt 121.671 kr., udbytte af danske aktier på i alt 265.331 kr. og tab og aktier på i alt 298.731 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 119.499,29 kr. i skat.

Den samlede skatteunddragelse var 320.855,27 kr.

Anklagemyndigheden påstod T dømt efter anklageskriftet og straffet med fængsel i 2 år og en bøde på 320.855,27 kr. som tillægsstraf.

T erkendte sig skyldig i forhold 1-8, 11 og 13-25.

T idømtes fængsel i 1 år og 8 måneder.

T ankede dommen med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltalte og skærpelse.

Landsretten fandt, at uanset længden af den idømte fængselsstraf, var der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der i sager om skatteunddragelse udmåles en tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2. T skulle derfor betale en tillægsbøde på 320.000 kr. svarende til det unddragne beløb rundet ned efter sædvanlig praksis.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med den ændring, at T tillige idømtes en tillægsbøde på 320.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Vestre Landsret gav Skatteministeriet medhold i, at et interessentskabs apportindskud foretaget til et anpartsselskab i 2015 af en række grunde, hvorpå der på leveringstidspunktet var støbte fundamenter, og hvor støbningen af fundamenterne var påbegyndt inden ikrafttrædelsen den 1. januar 2011 af en ændringslov fra 2009 til momsloven, var en momspligtig levering af byggegrunde, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b. Landsretten henviste til, at EU-Domstolen i en præjudiciel sag forelagt af landsretten (sag C-594/23) havde udtalt, at et fundament ikke er en bygning i momsmæssig forstand, hvorfor en levering af en grund med et fundament udgør en levering af en byggegrund. Ikrafttrædelsesbestemmelserne i ændringsloven og en tilhørende ændringsbekendtgørelse fra 2010 til momsbekendtgørelsen medførte, at leveringen var momspligtig i henhold til de regler, der trådte i kraft 1. januar 2011. Det var uden betydning, at støbningen af fundamenterne var påbegyndt inden 1. januar 2011.

Interessentskabet fik ikke medhold i, at der forelå en bindende administrativ praksis, som interessentskabet kunne støtte ret på, der gav interessentskabet krav på momsfritagelse i strid med loven, da retsopfattelsen i en påberåbt afgørelse fra Landsskatteretten klart ikke var forenelig med det overordnede retsgrundlag, dvs. momssystemdirektivet og den dagældende momslov.

Landsretten fandt på baggrund af bevisførelsen, at apportindskuddet ikke udgjorde en (momsfri) virksomhedsoverdragelse i momsmæssig forstand ud fra de kriterier, der er fastlagt i Domstolens praksis.

Sagen var indbragt for domstolene af Skatteministeriet som følge af sin principielle karakter i relation til forståelsen af det momsmæssige bygningsbegreb.

Koncernen drev entreprenørvirksomhed til søs. I den forbindelse ønskede Spørger bekræftet, at aktivitet 1 udført på anlæg til havs var omfattet af tonnageskatteloven. Desuden ønskede Spørger bekræftet, at aktiviteterne ikke udgjorde "beslægtede forretningsområder" i tonnageskattelovens forstand.

Det var hensigten at udskille aktiviteterne til et nystiftet selskab, hvori koncernens skibe skulle placeres. Skibene skulle herefter udlejes til et andet selskab i koncernen, hvorefter tonnageskatteordningen skulle vælges.

Skatterådet bekræftede, at de omhandlede aktiviteter kunne omfattes af tonnageskatteloven, og at de ikke udgjorde "beslægtede forretningsområder" i lovens forstand. Skatterådet fastslog dog, at aktiviteterne først kunne omfattes af tonnageskatteordningen efter udløbet af den gældende bindingsperiode. Koncernen var således bundet af et tidligere fravalg af ordningen og kunne derfor først tilvælge tonnageskatteordningen efter udløbet af den 10-årige bindingsperiode.