Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af afholdte udgifter til istandsættelse af fredede bygninger opgjort efter ligningslovens § 15 K.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Retten fandt, at der som følge af en realkreditbelåning forelå særlige omstændigheder, som indebar, at en ejendom ikke kunne overdrages fra far til søn efter 15 %-reglen. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens værdiskøn, som var baseret på en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen. 

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet. 

Retten fandt, at en eneanpartshaver skulle beskattes af et lån, som eneanpartshaverens selskab havde ydet til hans nevøs ægtefælle. Lånet var ikke ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition for selskabet, og lånet var derfor skattepligtigt i medfør af ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A. Det var i den forbindelse uden betydning for beskatningen, at lånet blev tilbagebetalt to år senere.

Som forhold 1-3 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet han den 11. juli 2018 for indkomståret 2015 via TastSelv indberettede ændringer til brug for skatteansættelsen og samtidig godkendte tidligere indberettet fradrag for indskud på etableringskonto på 225.000 kr., som rettelig var 0 kr., og den 24. juli 2018 for indkomståret 2016 indberettede ændringer til brug for skatteansættelsen og samtidig godkendte tidligere indberettet fradrag for indskud på etableringskonto med 175.000 kr., som rettelig var 0 kr., samt den 10. juli 2018 for indkomståret 2017 indberettede ændringer til brug for skatteansættelsen og samtidig godkendte tidligere indberettet indskud på iværksætterkonto med 320.000 kr., som rettelig var 0 kr. T havde herved unddraget 272.266 kr. i alt i skat.

Sagen blev i T’s fravær fremmet til dom efter retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 3.

Forsvareren nedlagde frifindelsespåstand og subsidiær påstand om rettens mildeste dom grundet fejl i anklageskriftet, forældelse af forhold 2 og 3, samt fejl ved den påståede bødes beregning.

T’s forklaring til politiet i afhøringsrapport af 10. november 2023 blev dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 2.

Under sagen redegjorde et vidne ansat hos Skattestyrelsen for skatteværdien af de indtastede beløb, der var henholdsvis 62.550 kr., 46.900 kr. og 82.560 kr. Den samlede skatteunddragelse udgjorde herefter 192.010 kr.

Byretten fastslog, at angivelsen af begge straffebestemmelser i tiltalen ikke kunne føre til frifindelse, idet både den gældende skattekontrollovs § 82, stk. 1 og dagældende skattekontrollovs § 13 hjemler straf for forsætlig afgivelse af urigtige oplysninger. Angivelse af begge strafbestemmelser i tiltalen kunne derfor ikke føre til frifindelse.

Desuden fandt retten, at sagens forhold hver var omfattet af 5 års forældelsesfrist, da strafbestemmelserne højest hjemler fængselsstraf i 1 år og 6 måneder. Forældelsesfristen for de tre forhold udløb således henholdsvis den 11. juli 2023, den 24. juli 2023 og den 10. juli 2023.

Da anklageskriftet i sagen var modtaget den 6. januar 2025, og der ikke under sagens hovedforhandling var dokumenteret, at T blev sigtet for de i sagen omfattede forhold før fremsendelse af anklageskrift, når der sås bort fra forhold 1’s vedkommende, hvor det af afhøringsrapport af 10. november 2023 fremgik, at T i hvert fald den 2. november 2023 blev gjort bekendt med sigtelse for forhold 1, måtte forhold 1-3 anses for forældede.

T frifandtes herefter.

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale og således, at T idømtes en bøde på 160.000 kr. T påstod stadfæstelse, subsidiært at han idømtes en bøde på 95.000 kr., idet forholdene alene kunne anses for begået ved grov uagtsomhed.

Ankesagen blev efter anmodning fra T fremmet uden hans tilstedeværelse.

For landsretten angik sagen alene spørgsmålet om T’s tilregnelse.

Landsretten lagde til grund, at T havde foretaget de pågældende indberetninger til TastSelv uden at have foretaget indbetalinger på etablerings- og iværksætterkonti i de pågældende indkomstår. T’s forklaring til politirapport om, at han var bistået af en unavngiven person, der angiveligt var revisor, og som han havde mødt til et arrangement hos en ven, måtte anses som utroværdig.

Landsretten fandt herefter T skyldig i forsætlig skatteunddragelse og idømte T en bøde på 160.000 kr., hvorved der var taget højde for den lange sagsbehandlingstid. Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 40 dage.

Frifindelsen ved byretten var begrundet med, at der var indtrådt strafferetlig forældelse, idet der ikke var fremlagt oplysninger om, at forældelsen var afbrudt inden 5 år fra gerningstidspunkterne. Landsretten forholdt sig ikke til spørgsmålet om forældelse.

En skattepligtig havde i indkomståret 2017 realiseret en gevinst ved salg af bitcoins på godt 1,3 mio. kr. Den skattepligtige undlod at selvangive gevinsten som skattepligtig, men via sin revisor anførte den skattepligtige den 27. juni 2018 i en note i TastSelv-systemet, at han havde realiseret en gevinst på bitcoins, som han imidlertid ikke anså for skattepligtig. Skattestyrelsen blev knap fire år efter opmærksom på indsætninger af større pengebeløb på den skattepligtiges bankkonti og traf herefter afgørelse om, at gevinsten var skattepligtig, og at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, som følge af grov uagtsomhed fra den skattepligtiges side.

Under den efterfølgende domstolsprøvelse tiltrådte retten, at den skattepligtige havde handlet groft uagtsomt. Retten henviste til, at der ikke var holdepunkter for at antage, at der den 27. juni 2018 bestod en berettiget tvivl om, at gevinst og tab ved afståelse af bitcoins skulle medregnes i indkomstopgørelsen, såfremt erhvervelsen var sket med spekulationshensigt. Med henvisning til omstændighederne i sagen, herunder fortjenestens størrelse, fandt retten, at den skattepligtige og hans revisor burde have indset, at det var overvejende sandsynligt, at fortjenesten var skattepligtig og derfor burde have indberettet fortjenesten som personlig indkomst til Skattestyrelsen, eller i det mindste have indset, at der på grund af den seneste praksis og fortjenestens størrelse var særlig anledning til at sikre sig, at Skattestyrelsen fik lejlighed til på et oplyst grundlag at tage stilling til spørgsmålet om skattepligt.

Den omstændighed, at den skattepligtiges revisor i forbindelse med indberetningen undlod at indberette fortjenesten, og i en note oplyste om gevinsten, og at den ikke var anset for skattepligtig, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Retten henviste bl.a. til, at det burde have stået revisor klart, at noten ikke som udgangspunkt ville komme til Skattestyrelsens kundskab, og at det ikke var den rette fremgangsmåde at benytte, hvis man ønskede en dialog med Skattestyrelsen.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Spørger var et selskab, som var koncernforbundet med G1. G1 havde indgået investeringsrådgivningsaftaler med G2, hvorefter G1 ydede porteføljerådgivning til G2 vedrørende specifikke afdelinger under investeringsforeningen G3. Afdelingerne var UCITS omfattet af lov om investeringsforeninger mv.

Spørger påtænkte at levere investeringsanalyser til G1 som beslutningsgrundlag for dette selskabs porteføljerådgivning til G2 vedrørende specifikke afdelinger under investeringsforeningen.

Skatterådet kunne bekræfte, at de afdelingsspecifikke investeringsanalyser, som Spørger leverede til G1 som beslutningsgrundlag for G1’s porteføljerådgivning af G2 vedrørende afdelingerne, var fritaget for moms som forvaltning af investeringsforeninger efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f.

Der blev lagt vægt på, at investeringsanalyserne efter aftalen skulle være tilpasset de konkrete afdelinger, deres faktiske portefølje, investeringsmandat, investeringstese og de placeringsgrænser og bestyrelsesinstrukser, der gjaldt særligt for afdelingerne. Analyserne vedrørte således værdipapirer og potentielle investeringer, der var relevante for de specifikke afdelingers portefølje, og kunne omfatte selskabsanalyser, sektoranalyser, værdiansættelser, screening af aktiver og løbende overvågning af porteføljens bestanddele. Analyserne indeholdt en konklusion formulereret som en porteføljehandling for den konkrete afdeling, og indgik som input til G1`s porteføljerådgivning til G2 vedrørende de konkrete afdelinger.

Spørgers investeringsanalyser blev på denne baggrund anset for at være udformet specifikt med henblik på G1’s investeringsrådgivning til G2 vedrørende den enkelte afdeling, ligesom de ikke kunne anvendes uden forskel til brug for rådgivning vedrørende andre fonde. Ydelserne blev derfor vurderet at være væsentlige og specifikke for forvaltning af Afdelingerne.

Skatterådet fandt ikke, at det var til hinder for momsfritagelse, at ydelsen ikke blev leveret direkte til forvalteren men til forvalterens investeringsrådgiver, idet begrebet "forvaltning af investeringsforeninger" defineres på baggrund af arten af ydelsen og ikke på baggrund af
tjenesteyderen eller ydelsesmodtageren

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af pantebreve med pant i fast ejendom for kalenderåret 2026.  

Vejledningen gælder for virksomheder der som led i deres erhverv modtager pantebreve med pant i fast ejendom i depot til forvaltning

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af udlånskonti for kalenderåret 2026.  

Vejledningen gælder for virksomheder der som led i deres virksomhed yder eller formidler lån.  

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af indlånskonti for kalenderåret 2026.  

Vejledningen gælder for virksomheder der modtager eller formidler indskud

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af realkreditlån for kalenderåret 2026.  

Vejledningen gælder for virksomheder der som led i deres virksomhed yder eller formidler realkreditlån. 

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet et selskabs anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport, og at Skattestyrelsen samtidig havde inddraget selskabets registrering for moms. Landsskatteretten fandt efter en samlet konkret vurdering, at direktøren - uanset den formelle registrering - ikke udgjorde den reelle ejer og ledelse af selskabet, herunder bl.a. da selskabet ikke havde godtgjort, at der var sket en reel overdragelse af anpartskapital fra anpartshaveren til direktøren. Selskabet havde derfor afgivet urigtige oplysninger om, hvem der ejede og deltog i ledelsen af selskabet, hvilket havde medført en forkert registrering i Det Centrale Virksomhedsregister, og det kunne samtidig under de foreliggende omstændigheder tilregnes selskabet som mindst groft uagtsomt, hvorfor betingelserne efter opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, for ikke at imødekomme selskabets anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag og import og eksport var opfyldt. Endvidere fandt retten på samme grundlag, at betingelserne efter opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, for tillige at inddrage selskabets eksisterende registrering for moms var opfyldt. Retten lagde herved vægt på, at ordlyden af bestemmelsen i opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, omfattede både nægtelse af registrering og inddragelse af registrering, og det ikke af hverken lovens ordlyd eller forarbejderne hertil fremgik, at bestemmelsens anvendelsesområde var begrænset til registreringer, som der konkret var afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med. Det fremgik derimod, at bestemmelsen også fandt anvendelse i forhold til eksisterende registreringer, hvorfor også selskabets eksisterende momsregistrering i den foreliggende situation måtte anses for omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Landsskatteretten tiltrådte derfor, at Skattestyrelsen både havde nægtet selskabet registrering for A-skat, AM-bidrag og import og eksport og inddraget selskabets eksisterende momsregistrering, og retten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik en klage over ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020. Klageren gjorde gældende, at Vurderingsstyrelsens afgørelse var ugyldig, da Vurderingsstyrelsen havde tilsidesat reglerne om partshøring. Landsskatteretten fandt, at Vurderingsstyrelsen var forpligtet til at udsende deklarationsmeddelelser til ejendommens ejer på tidspunktet for udsendelsen af deklarationen i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a. Skatteforvaltningslovens § 20 d regulerede således ikke modtagerkredsen for deklarationsmeddelelsen. Da klageren var ejer af ejendommen på tidspunktet for Vurderingsstyrelsens udsendelse af deklarationsmeddelelsen, fandt Landsskatteretten, at Vurderingsstyrelsen var forpligtet til at sende deklarationen til klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a. Landsskatteretten fandt herefter, at der forelå en partshøringsfejl. På baggrund af en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at partshøringsfejlen ikke havde haft betydning for afgørelsen af sagen, og at partshøringsfejlen derfor ikke kunne føre til at anse Vurderingsstyrelsens afgørelse for ugyldig. Landsskatteretten stadfæstede ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020 og stadfæstede derfor i det hele Vurderingsstyrelsens afgørelse.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af pensionsudbetalinger, der diskvalificerer personer fra at indbetale mere end den lave beløbsgrænse, på en aldersopsparing, aldersforsikring eller supplerende engangssum uden beregning af afgift.

Vejledningen henvender sig til de institutter, der i forvejen indberetter pensionsbidrag og pensionsstatistik (CPS).

Vejledningen henvender sig også til virksomheder, der ikke skal indberette pensionsbidrag og pensionsstatistik (CPS), men er omfattet af pligten til at indberette om diskvalificerende udbetalinger.

Desuden henvender vejledningen sig til offentlige myndigheder, der med virkning fra den 1. juli 2020 er omfattet af pligten til at indberette om diskvalificerende udbetalinger fra tjenestemandspensioner og lignende pensionsordninger.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning til Pensiondiverse for kalenderåret 2026.

Vejledningen gælder for alle pensionsinstitutter, der er indberetningspligtige af afkast og kapitalværdi af pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A og tilbagebetalinger efter pensionsbeskatningslovens § 22 E i perioden fra årsskiftet til 19. januar.

Vejledningen gælder også for forsikringsselskaber og pensionskasser mv., der er indberetningspligtige af afkast og kapitalværdi af en kapitalforsikring, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53, tilbagebetaling af præmier ved præmiefritagelser, udbetalinger til arbejdsgiver ved forbehold efter pensionsbeskatningslovens § 17, tilbagebetaling til arbejdsgiver efter pensionsbeskatningslovens § 22 E og § 22 F og tilbagebetaling til arbejdsgiver af præmier omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A og præmier, der dækker sundhedsforsikringer mv.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Pensionsinstitutter, som er registreret for pligten til at indberette om indbetalinger på pensionsordninger (CPS), er automatisk omfattet af indberetningspligten til Pensiondiverse.

Sagen angik en klage over ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020. Klageren gjorde gældende, at Vurderingsstyrelsens afgørelse var ugyldig, da Vurderingsstyrelsen havde tilsidesat reglerne om partshøring. Landsskatteretten fandt, at Vurderingsstyrelsen ved den påklagede vurdering havde vurderet ejendommen som led i den almindelige vurdering, og at der ikke var tale om, at Vurderingsstyrelsen havde foretaget en manglende vurdering. Som følge heraf havde Vurderingsstyrelsen været berettiget til at anvende parthøringsreglerne, som fremgik af skatteforvaltningslovens §§ 20 a-d. Landsskatteretten fandt herefter, at Vurderingsstyrelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a var forpligtet til at udsende deklarationsmeddelelser til ejendommens ejer på tidspunktet for udsendelsen af deklarationen og andre parter, der havde rettet henvendelse til vurderingsmyndigheden og dokumenteret, at de havde partsstatus i vurderingssagen. Skatteforvaltningslovens § 20 d regulerede således ikke modtagerkredsen for deklarationsmeddelelsen. Da klageren ikke var ejer af ejendommen på tidspunktet for Vurderingsstyrelsens udsendelse af deklarationsmeddelelsen, og da klageren ikke forud for udsendelsen af deklarationsmeddelelsen havde henvendt sig til Vurderingsstyrelsen og gjort sin status som part gældende overfor styrelsen, fandt Landsskatteretten, at Vurderingsstyrelsen ikke var forpligtet til at sende deklarationen til klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a. Da Vurderingsstyrelsen således ikke var forpligtet til at sende deklarationsmeddelelsen for ejendommen til klageren, forelå der ikke en partshøringsfejl. Landsskatteretten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Vurderingsstyrelsens afgørelse som ugyldig. Landsskatteretten stadfæstede ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020 og stadfæstede derfor i det hele Vurderingsstyrelsens afgørelse.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af sælgeres indtægter tjent via en platform. 

Vejledningen gælder for virksomheder, der stiller en digital platform til rådighed for brugere, og som gør det muligt at:

•          Sælge varer
•          Udleje fast ejendom 
•          Udleje enhver form for transportmiddel
•          Udføre tjenesteydelser

Vejledningen gælder også for de enkeltmandsvirksomheder der har valgt frivilligt at lade sig registrere som indberettende platformsoperatører.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1059 af 21. august 2025 om skatteindberetning med senere ændringer). 
Indberetningen om sælgeres indtægter tjent via en platform følger reglerne i skatteindberetningslovens § 43 samt bekendtgørelse nr. 1253 af 6. september 2022 med senere ændringer, om platformoperatørers indberetningspligt vedrørende sælgere og udlejere.

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at affald, der modtages på Spørgers affaldsdeponeringsanlæg ikke var omfattet af affaldsafgiften efter affalds- og råstofafgiftslovens § 9, stk. 1, når affaldet midlertidigt oplagres på særskilt afgrænsede mellemlagringspladser og efterfølgende fraføres med henblik på genanvendelse og med henblik på energiudnyttelse i form af forbrænding på Spørgers energianlæg.

Af Spørgers miljøgodkendelse fremgik, at brandbart affald må oplagres i højst ét år, inden det tilføres forbrændingsanlægget, og at de godkendte oplagringsområder tømmes mindst én gang årligt for at kontrollere, at affaldet ikke opbevares længere end tilladt. Begge affaldstyper opbevares som udgangspunkt ikke længere end seks måneder.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ikke skulle betale affaldsafgift efter affalds- og råstofafgiftslovens § 9, stk. 1, når Spørger midlertidigt oplagrede affald uden deponeringshensigt på særskilte afgrænsede mellemlageringspladser inden for Spørgers deponeringsområde.

Det gjaldt både affald, der efterfølgende fraføres med henblik på genanvendelse, og affald, der efterfølgende fraføres med henblik på energiudnyttelse ved forbrænding på Spørgers energianlæg.

Ved vurderingen af affald til genanvendelse lagde Skatterådet til grund, at affaldet ikke tilføres med henblik på deponering, og at denne midlertidige oplagring ikke udløser afgiftspligt.

Ved vurderingen af det forbrændingsegnede affald lagde Skatterådet til grund, at Spørger kan dokumentere, at affaldet fraføres inden for en periode på ét år, således at der er tale om midlertidig oplagring og ikke deponering.

Sagen angik, at Motorstyrelsen havde opkrævet fuld registreringsafgift af en række køretøjer, som et selskab havde leaset til sig selv på forholdsmæssig registreringsafgift. Landsskatteretten fandt, at registreringsafgiftslovens § 3 b om forholdsmæssig registreringsafgift forudsatte, at leasinggiver og leasingtager var to forskellige retssubjekter, da det måtte være en forudsætning, at der var tale om en reel retligt forpligtigende aftale mellem aftaleparter, der indebar retlig forpligtigelse til udveksling af ydelser mellem aftaleparterne i henhold til aftalen, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1. I en situation, hvor selskabet som én og samme juridiske person optrådte som begge aftaleparter, havde der ikke været en reel retligt forpligtende aftale, der kunne danne grundlag for anvendelse af reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b. Retten lagde bl.a. også vægt på, at det af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 12, herunder særligt registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 12, nr. 5, fulgte, at der skulle ske betaling af en leasingydelse, og at betaling af en leasingydelse forudsatte, at leasingtageren og leasinggiveren var to forskellige retssubjekter, idet én og samme juridiske person ikke kunne betale til sig selv og ikke kunne udveksle ydelser med sig selv i et aftaleforhold. Det var herefter ikke i sig selv afgørende, om der i øvrigt formelt set måtte have været tale om leasing på markedsmæssige vilkår. Selskabet var i 2016 blevet vejledt om, at selskabet ville kunne lease selskabets køretøjer til selskabets egne medarbejdere på markedsvilkår. Retten fandt, at denne vejledning ikke havde bibragt selskabet en retsbeskyttet forventning om at kunne lease køretøjerne til sig selv på forholdsmæssig registreringsafgift. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at vejledningen ikke efter sit indhold angik en situation, hvor selskabet var både leasinggiver og leasingtager, men derimod en situation, hvor selskabet var leasinggiver, og medarbejderne var leasingtagere. Selskabet havde ikke ved denne vejledning modtaget en positiv, klar og ubetinget tilkendegivelse om, at selskabet kunne lease køretøjer til sig selv, uanset køretøjerne måtte blive stillet til rådighed for selskabets medarbejdere. Landsskatteretten stadfæstede herefter Motorstyrelsens afgørelse.