Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at affald, der modtages på Spørgers affaldsdeponeringsanlæg ikke var omfattet af affaldsafgiften efter affalds- og råstofafgiftslovens § 9, stk. 1, når affaldet midlertidigt oplagres på særskilt afgrænsede mellemlagringspladser og efterfølgende fraføres med henblik på genanvendelse og med henblik på energiudnyttelse i form af forbrænding på Spørgers energianlæg.

Af Spørgers miljøgodkendelse fremgik, at brandbart affald må oplagres i højst ét år, inden det tilføres forbrændingsanlægget, og at de godkendte oplagringsområder tømmes mindst én gang årligt for at kontrollere, at affaldet ikke opbevares længere end tilladt. Begge affaldstyper opbevares som udgangspunkt ikke længere end seks måneder.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ikke skulle betale affaldsafgift efter affalds- og råstofafgiftslovens § 9, stk. 1, når Spørger midlertidigt oplagrede affald uden deponeringshensigt på særskilte afgrænsede mellemlageringspladser inden for Spørgers deponeringsområde.

Det gjaldt både affald, der efterfølgende fraføres med henblik på genanvendelse, og affald, der efterfølgende fraføres med henblik på energiudnyttelse ved forbrænding på Spørgers energianlæg.

Ved vurderingen af affald til genanvendelse lagde Skatterådet til grund, at affaldet ikke tilføres med henblik på deponering, og at denne midlertidige oplagring ikke udløser afgiftspligt.

Ved vurderingen af det forbrændingsegnede affald lagde Skatterådet til grund, at Spørger kan dokumentere, at affaldet fraføres inden for en periode på ét år, således at der er tale om midlertidig oplagring og ikke deponering.

Sagen angik, at Motorstyrelsen havde opkrævet fuld registreringsafgift af en række køretøjer, som et selskab havde leaset til sig selv på forholdsmæssig registreringsafgift. Landsskatteretten fandt, at registreringsafgiftslovens § 3 b om forholdsmæssig registreringsafgift forudsatte, at leasinggiver og leasingtager var to forskellige retssubjekter, da det måtte være en forudsætning, at der var tale om en reel retligt forpligtigende aftale mellem aftaleparter, der indebar retlig forpligtigelse til udveksling af ydelser mellem aftaleparterne i henhold til aftalen, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1. I en situation, hvor selskabet som én og samme juridiske person optrådte som begge aftaleparter, havde der ikke været en reel retligt forpligtende aftale, der kunne danne grundlag for anvendelse af reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b. Retten lagde bl.a. også vægt på, at det af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 12, herunder særligt registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 12, nr. 5, fulgte, at der skulle ske betaling af en leasingydelse, og at betaling af en leasingydelse forudsatte, at leasingtageren og leasinggiveren var to forskellige retssubjekter, idet én og samme juridiske person ikke kunne betale til sig selv og ikke kunne udveksle ydelser med sig selv i et aftaleforhold. Det var herefter ikke i sig selv afgørende, om der i øvrigt formelt set måtte have været tale om leasing på markedsmæssige vilkår. Selskabet var i 2016 blevet vejledt om, at selskabet ville kunne lease selskabets køretøjer til selskabets egne medarbejdere på markedsvilkår. Retten fandt, at denne vejledning ikke havde bibragt selskabet en retsbeskyttet forventning om at kunne lease køretøjerne til sig selv på forholdsmæssig registreringsafgift. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at vejledningen ikke efter sit indhold angik en situation, hvor selskabet var både leasinggiver og leasingtager, men derimod en situation, hvor selskabet var leasinggiver, og medarbejderne var leasingtagere. Selskabet havde ikke ved denne vejledning modtaget en positiv, klar og ubetinget tilkendegivelse om, at selskabet kunne lease køretøjer til sig selv, uanset køretøjerne måtte blive stillet til rådighed for selskabets medarbejdere. Landsskatteretten stadfæstede herefter Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen angik, at Motorstyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse for et køretøj, som tidligere var nedvejet uden på ny at være afgiftsberigtiget. Sagens køretøj var således oprindeligt afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens § 5, men var ikke efter nedvejning afgiftsberigtiget på ny efter registreringsafgiftslovens § 1 a, stk. 1. Landsskatteretten anførte bl.a., at det af ordlyden af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, første led, alene fremgik, at køretøjet skal være afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens §§ 4-5 c, 29 eller 29 a, og der var ikke grundlag i forarbejder, formål eller kontekst for at forstå bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, første led, sådan, at det med reference til, at et køretøj skal være afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens §§ 4-5 c, 29 eller 29 a, var en betingelse for at være omfattet af bestemmelsen, at et oprindeligt afgiftsberigtiget nedvejet køretøj skulle være afgiftsberigtiget på ny i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens § 1 a, stk. 1. Da køretøjets manglende afgiftsberigtigelse som følge af nedvejningen samtidig ikke var omfattet af de forhold, der i henhold til registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 4, medførte, at der ikke kunne godtgøres afgift for køretøjet, fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for ikke at imødekomme selskabets anmodning om eksportgodtgørelse, idet de øvrige betingelser for udbetaling af eksportgodtgørelse efter registreringsafgiftslovens § 7 b var opfyldt. Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling ved Motorstyrelsen med henblik på værdifastsættelse af køretøjet og beregning af eksportgodtgørelse.

Sagen angik, at et selskab havde anmodet om ændring af selskabets tillægsafgift for perioden 1. januar 2018 - 31. december 2018 med henvisning til, at selskabet ønskede den afgiftspligtige mængde i kulafgiftslovens § 5, stk. 10, opgjort ved brug af kulafgiftslovens § 5 a. Skattestyrelsen imødekom selskabets anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvaret, men Skattestyrelsen imødekom ikke selskabets anmodningen om ændring af tillægsafgiften og tilbagebetaling af afgift, allerede fordi brugen af røggasmetoden i kulafgiftslovens § 5 a efter Skattestyrelsens opfattelse alene kunne finde anvendelse med fremadrettet virkning efter anmeldelse. Landsskatterettens anførte bl.a., at ordlyden af kulafgiftslovens §§ 5, stk. 10, og 5 a samt lovbemærkningerne ikke forholdt sig til, om der kunne foretages en efterfølgende ændring af den valgte opgørelsesmetode af den afgiftspligtige mængde, hvis opgørelsesmetoden ændredes for hele året. Retten fandt, at den forudgående anmeldelsesbetingelse i kulafgiftslovens § 5 a, stk. 3, 1. pkt., om brugen af røggasmetoden ikke kunne anses som en frist for valg af opgørelsesmetode, og det tilsvarende gjorde sig gældende for kravet om varigheden af brugen i røggasmetoden i § 5 a, stk. 3, 2. pkt., og bestemmelsen i kulafgiftslovens § 5 a, stk. 3, havde således ikke karakter af en fristregel. Da Skattestyrelsen alene havde truffet afgørelse med henvisning til, at brugen af røggasmetoden i kulafgiftslovens § 5 a kun kunne finde anvendelse med fremadrettet virkning efter anmeldelse, og da der samtidig ikke forelå et tilstrækkeligt grundlag for stillingtagen til betingelserne for anvendelse af røggasmetoden i kulafgiftslovens § 5 a, måtte det overlades til Skattestyrelsen på ny at behandle og træffe afgørelse om selskabets anmodning. Landsskatteretten hjemviste på den baggrund sagen til Skattestyrelsen til fornyet behandling, som også var tiltrådt af Skattestyrelsen.

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, om Spørger som busselskab, der operer som ladestanderoperatør for egne elbusser, kunne opnå tilbagebetaling af elafgift ved opladning af batterier til elbusserne efter særordningen for elbiler.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kunne opnå tilbagebetaling af elafgift ved opladning af batterier vedrørende elbusser efter særordningen for elbiler efter den tidligere bestemmelse i § 21, stk. 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, og fra og med 1. januar 2026 efter elafgiftslovens § 11 g.

Begrebet elbiler skulle anvendes i ordets bredeste betydning, således at elbiler i form af elbusser også var omfattet af særordningen.

Spørger opfyldte betingelserne om at elektriciteten er afgiftspligtig elektricitet, der af virksomheden var forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler, og at elektriciteten var anvendt i ladestandere, der blev drevet for virksomhedens regning og risiko. Desuden forbrugte Spørger den målte elektricitet anvendt til opladning af batterier til driften af egne elbusser erhvervsmæssigt. Det var forudsat, at Spørger kunne opfylde de øvrige betingelser, som almindelige ladestanderoperatører skal kunne opfylde for at få tilbagebetaling efter særordningen.

Sagen angik, om udgifter afholdt af selskabet udgjorde fri logi eller fri bolig for tre ansatte. Skattestyrelsen havde pålagt selskabet at foretage indberetning til eIndkomst for indkomstårene 2023 og 2024 vedrørende fri logi. Landsskatteretten fandt, at de tre ansatte havde fået midlertidige boliger stillet til rådighed i forbindelse med deres ansættelse og bosættelse i Danmark, og at der var tale om fri logi og dermed et sparet privat forbrug. Ved vurderingen lagde Landsskatteretten vægt på den afgrænsede periode på 30 dage, den begrænsede rådighed over boligerne og karakteren af boligerne, der kunne sidestilles med lejligheder i et lejlighedshotel. Landsskatteretten fandt endvidere, at betingelsen for at nedsætte markedsværdien af de tre omhandlede boliger med 10 % efter ligningslovens § 16, stk. 8, ikke var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren kunne anses for erhverver af tre pakker med nikotinholdige væsker, der var sendt fra Tyskland, og om klageren i givet fald hæftede for den manglende afgift i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Pakkerne var adresseret til klageren og med angivelse af klagerens telefonnummer. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at der var en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne, og at klageren som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Herefter - og da der ikke forelå omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - måtte klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at det ikke var ham, der havde erhvervet varerne. På baggrund af en konkret vurdering af den dokumentation, som klageren havde fremlagt, fandt Landsskatteretten, at klageren havde foretaget relevante bevisskridt, som dokumenterede eller i hvert fald sandsynliggjorde, at han ikke havde erhvervet varerne, som var blevet sendt til ham. Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke var rette modtager af de tre pakker, og at han derfor ikke hæftede for den opkrævede afgift. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om appellanten havde fradragsret for de bogførte udgifter til køb af kontant fremmed valuta, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Appellanten havde i denne forbindelse fremført et nyt anbringende for landsretten om, at valutaveksling ikke skulle kvalificeres som køb og salg af varer, men som salg af tjenesteydelser. Landsretten lagde i denne forbindelse til grund, at appellantens prissætning skete ud fra valutaens kursværdi i forhold til mængden af den kontante udenlandske valuta, samt at der ikke i forbindelse med udlevering eller modtagelse af valutaen fandt nogen form for yderligere håndtering, rådgivning eller anden værdiforøgende ydelse sted. Landsretten fandt, at transaktionerne måtte betegnes som køb og salg og ikke som tjenesteydelser.

For så vidt angår de bogførte fradrag var det uomtvistet, at der ikke for de bogførte køb af kontant fremmed valuta til en værdi under 1.000 euro pr. transaktion forelå købsbilag m.v. med identitetsoplysninger på de personer, som appellanten angiveligt havde købt valutaen af. Landsretten fandt, at appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var fradragsret for de bogførte køb. Landsretten henviste bl.a. til karakteren og omfanget af appellantens virksomhed, som var kendetegnet ved, at der på daglig basis havde været et meget stort antal køb og salg af kontant valuta og til et samlet set betydeligt beløb. Der måtte derfor stilles krav om et bogført kontrolspor, som muliggjorde en kontrol af, at transaktionerne reelt havde fundet sted. Landsretten fandt, at appellanten ved det fremlagte bogføringsmateriale ikke havde muliggjort en sådan kontrol, og at appellanten derfor ikke havde løftet bevisbyrden for, at appellanten havde ret til fradrag for de bogførte udgifter. 

Da landsretten endelig fandt, at der ikke var grundlag for at yde appellanten et skønsmæssigt fastsat fradrag, stadfæstede landsretten byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. 

Skattestyrelsen havde i medfør af opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, nr. 1, truffet afgørelse om at inddrage et selskabs momsregistrering og registrering for A-skat og AM-bidrag, da selskabet ifølge Skattestyrelsen havde angivet købsmoms af fiktive fakturaer. Selskabet klagede over afgørelsen og anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. Landsskatteretten anførte, at formålet med bestemmelsen i opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, ifølge forarbejderne var at mindske den væsentlige risiko for tab for statskassen, der opstod, når virksomheder anvendte eller udstedte fiktive fakturaer. Henset til lovforslagets baggrund og formål måtte det lægges til grund, at lovgiver havde forudset og accepteret konsekvensen af bestemmelsen, herunder at virksomheder, der fik inddraget deres registreringer, måtte ophøre med deres drift, og at fortsat drift kunne være forbundet med et potentielt strafansvar. Selskabets interesse i fortsat drift fandtes herefter ikke at veje tungere end det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke blev udsat. Med det, der var anført i klagen, var det ikke sandsynliggjort, at sagen ville få et andet resultat ved en klagesagsbehandling. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ikke at tillægge klagen opsættende virkning.

Sagen angik en større forhøjelse af en virksomheds momstilsvar. Forhøjelsen af momstilsvaret skyldtes, at Skattestyrelsen havde anset indsætninger på virksomhedens bankkonti for at være momspligtig omsætning, som virksomheden skulle afregne salgsmoms af. Virksomhedens indehaver anførte, at indsætningerne ikke var momspligtig omsætning i virksomheden. Indsætningerne måtte være sket som følge af, at en person havde kopieret hendes pas, og at personen på vegne af virksomheden havde udstedt fakturaer. Landsskatteretten fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at indehaveren havde været udsat for identitetstyveri. Indehaveren havde således ikke fremlagt dokumentation for, at hun havde meldt identitetstyveriet til politiet, og indehaveren havde derfor ikke udvist den fornødne omhu, der efter bestemmelserne i momsloven, momsdirektivet og EU-Domstolens praksis, jf. Stroy Trans, C-642/11, præmis 43, og P sp. Z.o.o, C-422/22, præmis 26-37, krævedes i situationer, hvor en tredjemand havde misbrugt virksomhedens identifikationsoplysninger til at udstede ikke reelle fakturaer på vegne af virksomheden. Det fremlagte identitetsbevis på indehaveren, herunder billeder af pas og kørekort mm., bar endvidere ikke præg af at være tilvejebragt via identitetstyveri. Identitetsbeviset og billedmaterialet tydede tværtimod entydigt på, at det var indehaveren, som selv havde oprettet en bankkonto hos G9. Landsskatteretten fandt på baggrund heraf, at indehaveren havde været bekendt med indsætningerne på virksomhedens bankkonto. Landsskatteretten lagde derfor til grund, at indehaveren i virksomhedens navn havde udstedt fakturaer/opkrævet betalinger for ydelser uafhængigt af, om der faktisk havde fundet en afgiftspligtig transaktion sted. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Liste over lande, der med virkning for indkomståret 2027 skal anses for udviklingslande i relation til ligningslovens § 7 K, stk. 5.

Vejledningen beskriver hvordan pengeinstitutterne skal foretage indberetning og rettelse af indberetninger vedr. indskud og hævninger på etablerings-, iværksætter-, konjunkturudlignings- samt indkomstudligningskonti.

Se seneste nyt i årsbrev rente.

Vejledning om nødvendig registrering af certifikater, roller og rettigheder før indlevering af data til Skattestyrelsen via FTPs Gateway, TastSelv Erhverv og Webservice (REST API og Open API).

• Udlån
• Indlån
• Pantebreve
• Prioritetslån
• PensionDiverse
• Fagforeningskontingenter (AKFA)
• CRS
• FATCA
• Kapitaludlodning fra andelsforeninger (Kun TastSelv Erhverv)
• Platformsøkonomi
• Aktiesparekonto
• Investorfradrag (Kun TastSelv Erhverv)
• Likvidationsprovenu (Kun TastSelv Erhverv)
• Medarbejderaktier (Kun TastSelv Erhverv)
• Køb/salg af aktier (Kun TastSelv Erhverv)
• Gaver kulturinstitutioner 
• Gaver forskningsinstitutioner 
• Pensionsrettigheder (PERE)
• Provisioner (IFPA)

Vejledningen er opdelt i tre afsnit:

• Til indberetningspligtige, der indberetter selv
• Til indberetningspligtige, der bruger bureau
• Til bureauer, der indberetter for andre

Teknisk vejledning Rente er målrettet udviklere, programmører og andre, som har ansvaret for den tekniske del af renteindberetningen. Nogle afsnit forudsætter teknisk indsigt.

Teknisk vejledning Rente suppleres af en indberetningsvejledning pr. indberetningstype. Vejledningerne findes på skat.dk/rente.

Teknisk vejledning til oprettelse og brug af eKapitals FTPs Gateway ved indberetning af oplysninger på disse områder:

• Aktiebeholdning (BHOL)
• Aktiekøb og -salg (AKSA)
• Aktieudbytter personer/selskab (UDBY)
• Anparter (ANPA)
• A-kassebidrag og faglige kontingenter (AKFA)
• Finansielle kontrakter (FINK)
• Investeringsforeninger (IFPA)
• Kontroloplysning fra kommuner (KTR)
• Obligationer (OBLG og IRTE)
• Pensionsordning (privat og arbejdsgiver) (CPS)
• Diskvalificerende udbetalinger og pensionsstatistik (CPS)
• Pensionsrettigheder til efterlønsbevis (PERE)
• Provisioner (IFPA)
• Investorfradrag (AKSA)

Indlån, Udlån, Pantebreve, Prioritetslån og Pensiondiverse, samt FATCA og CRS skal indberettes via FTPs Gateway som beskrevet i Teknisk vejledning Rente.

Teknisk vejledning til eKapitals FTPs Gateway er målrettet udviklere, programmører og andre, som har ansvaret for den tekniske del af indberetningen. Nogle afsnit forudsætter særlig teknisk indsigt.

Denne vejledning suppleres af en indberetningsvejledning for hvert område.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af beskatningsgrundlag, skat evt. afgiftsgrundlag og afgift af aktiesparekonti for kalenderåret 2026.

Vejledningen gælder for finansielle virksomheder, der opretter aktiesparekonti.

Indberetningen om aktiesparekonto følger reglerne i skatteindberetningslovens § 11 a (lovbekendtgørelse nr. 1059 af 21. august 2025, med senere ændringer), samt § 26 i bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023, om skatteindberetning mv. med senere ændringer.

Aktiesparekontoen skal administreres i henhold til Aktiesparekontolovens lovbekendtgørelse nr. 281 af 13. marts 2025 med senere ændringer. 

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af obligationsrenter og -beholdning for kalenderåret 2026.

Vejledningen gælder for virksomheder der tilskriver renter på obligationer eller modtager obligationer i depot til forvaltning.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af køb, salg og indfrielse af obligationer for kalenderår 2026.

Vejledningen gælder for virksomheder der som led i sit erhverv handler med eller formidler overdragelse af obligationer.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af finansielle kontrakter og strukturerede fordringer for kalenderåret 2026.

Vejledningen gælder for virksomheder der formidler handler med finansielle kontrakter og strukturerede fordringer.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af udbytte, udlodning, geninvestering og beholdning af alle typer af investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, investeringsselskaber, aktieselskaber (A/S) der omfattes af reglerne for et investeringsselskab, akkumulerende skattepligtige investeringsinstitutter og kontoførende investeringsforeninger.

I vejledningen benævnes alle ovenstående typer som investeringsbeviser.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.