Spørger og ægtefælle havde været bosat i Abu Dhabi, UAE, siden august 2023. Spørger var ansat hos en virksomhed i Abu Dhabi, UAE, fra den 25. september 2023 til den 25. januar 2026.

Parret rejste midlertidigt tilbage til Danmark den 10. marts 2026 som følge af den forværrede sikkerhedssituation i området, herunder angreb fra Iran, samt Udenrigsministeriets anbefaling om, at danske borgere skulle undlade ophold i UAE.

Spørger ønskede afklaret, om der kunne gives dispensation fra 42-dages-reglen i ligningslovens § 33 A, da et længere ophold i Danmark skyldes sikkerhedssituationen og Udenrigsministeriets rejseanbefalinger. Spørger havde den opfattelse, at han fortsat skulle opfylde kravene til ligningslovens § 33 A, selvom hans ansættelse var ophørt den 25. januar 2026.

Skatterådet fandt, at ophold i Danmark ud over 42 dage som udgangspunkt afbryder adgangen til lempelse efter ligningslovens § 33 A. Der er ikke indført særlige undtagelser som under COVID-19-pandemien.

Skatterådet bekræftede dog, at Spørgers indkomst fra arbejdet i Abu Dhabi frem til ansættelsens ophør den 25. januar 2026 var omfattet af ligningslovens § 33 A, stk. 1 således, at der kunne opnås lempelse, hvis betingelserne var opfyldt.

Denne vejledning beskriver reglerne for administration af eSkattekort. eSkattekort er betegnelsen for kombinationen af skattekortoplysninger og lønindeholdelsesprocenter i forbindelse med inddrivelse af gæld.

Denne vejledning retter sig mod producenter af lønsystemer, lønservicebureauer og de virksomheder, der selv vil tilrette deres IT-lønsystemer, så der kan indberettes til eIndkomst og LetLøn.

Spørger var hovedaktionær i H1 ApS, hvis hovedaktivitet bestod i investering og udlejning af ejendomme samt investering i værdipapirer. Selskabet ejede ejendommen E, der igennem en årrække havde været beboet af Spørger, der blev beskattet af værdi af fri bolig.

Regnskabsmæssigt blev værdien af fri bolig indtægtsført, som en del af selskabets bruttofortjeneste, og samtidig blev værdi af fri bolig udgiftsført som en personaleomkostning.

Spørger overvejede at overdrage H1 ApS til hendes to børn med skattemæssig succession og ønskede i den forbindelse afklaret, om ejendommen E kunne anses som en aktiv udlejningsejendom, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7.

Skatterådet fandt, at det ikke var afgørende, at Spørger var omfattet af reglerne om fri bolig, men derimod om opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af ejendommen blev varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person. Det kunne hverken af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, eller forarbejderne hertil, udledes, at beskatning af værdi af fri bolig efter skematiske regler kunne sidestilles med, at en uafhængig fysisk eller juridisk person varetog opgaven med indgåelse af aftaler af væsentlig økonomisk betydning.

Skatterådet bekræftede herefter, at ejendommen E kunne anses for omfattet af reglerne om aktiv udlejning af ejendom i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7.

Ved sin død ejede A selskabet H1 Holding ApS. Selskabets aktiver bestod primært af likvide midler og værdipapirer.

H1 Holding ApS har under boets behandling købt selskabet H2 ApS, der oprindeligt blev stiftet af A. Købet af H2 ApS blev finansieret med selskabets likvide midler, og aktivsammensætningen ændredes herefter. Sælger af H2 ApS var BC Holding ApS, der var ejet af A’s sønner, B og C.

Boet efter A påtænkte at gennemføre en skattefri anpartsombytning af anparterne i H1 Holding ApS og herefter udlodde det nyetablerede selskab til sønnerne B og C med skattemæssig succession.

Boet efter A ønskede bekræftet, at det nyetablerede selskab kunne udloddes med skattemæssig succession, jf. dødsboskattelovens § 29.

Skatterådet fandt, at driftsaktiverne i H2 ApS, der var erhvervet af H1 Holding ApS under boets behandling kunne anses som driftsaktiver ved udlodningen af det nyetablerede selskab. Aktiverne skulle i henhold til dødsboskattelovens § 29, stk. 3, indgå til handelsværdi ved bedømmelsen af om selskabet var en pengetank. Skatterådet fandt ikke, at handelsværdien af goodwill i H2 ApS kunne opgøres som et gennemsnit af en DCF-beregning og en værdi opgjort efter boafgiftslovens § 12 a, derimod skulle DCF-beregningen danne grundlag for vurderingen af handelsværdien af goodwill. På baggrund af den fremlagte DCF-beregning fandt Skatterådet, at der ikke var reel tvivl om, hvorvidt det nyetablerede selskab var en pengetank.

Skatterådet bekræftede herefter, at det nyetablerede selskab kunne udloddes med skattemæssig succession, jf. dødsboskattelovens § 29.

Spørger havde den 28. april 2025 overdraget 90 pct. af kapitalandelene i H1 Holding ApS til sine to døtre. Døtrene ejede efter overdragelsen hver 45 pct. B-anparter i H1 Holding ApS, mens Spørger ejede 10 pct. A-anparter i H1 Holding ApS.

Datteren A ejede 90 pct. af A Holding ApS, mens de resterende 10 pct. var ejet af H1 Holding ApS. Tilsvarende ejede datteren B 90 pct. af B Holding ApS, mens de resterende 10 pct. var ejet af H1 Holding ApS.

H1 Holding ApS, B Holding ApS og A Holding ApS ejede alle aktier i H2 A/S, der ejede en række datterselskaber, der beskæftigede sig med ejendoms- og projektudvikling.

For at forsimple koncernstrukturen påtænktes det at gennemføre en fusion og derved samle H1 Holding ApS, B Holding ApS og A Holding ApS i et selskab.

Spørger ønskede bekræftet, at den påtænkte fusion opfyldte betingelserne for at kunne gennemføres som en skattefri fusion efter fusionsskatteloven. Spørger havde ved opgørelsen af ombytningsforholdet anvendt en værdi, der var opgjort efter den skematiske model i boafgiftslovens § 12 a.

Skatterådet fandt, at der ikke var retskrav på at anvende den skematiske model i boafgiftslovens § 12 a i forbindelse med fusionen. Skatterådet fandt, at Spørgers opgørelse af værdien af de involverede selskaber ved hjælp af den skematiske model efter en konkret, individuel vurdering, kunne anses som udtryk for handelsværdierne af de involverede selskaber. Skatterådet bekræftede herefter, at den påtænkte fusion opfyldte betingelserne i fusionsskatteloven.

Spørger ønskede herudover bekræftet, at den påtænkte fusion ikke medførte, at der skulle ske en regulering af den nedsatte gaveafgift efter boafgiftslovens § 23 b.

Den påtænkte fusion skete fuldstændig forholdsmæssigt, og det blev derfor lagt til grund, at fusionen ikke medførte, at døtrenes indirekte andel af de virksomheder, der blev drevet af H1 Holding ApS, blev reduceret. Skatterådet bekræftede herefter, at gennemførelse af den påtænkte fusion kunne ske uden regulering af gaveafgiften.

Endelig påtænktes det, at gennemføre en kapitalforhøjelse i H2 A/S. Det forventedes at kapitalforhøjelsen ville medføre en udvanding af H1 Holding ApS’s ejerandel fra 51,5 pct. til under 50 pct.

Kapitalforhøjelsen ville medføre, at H1 Holding ApS´s ejerandel af H2 A/S blev udvandet samt at H1 Holding ApS blev en pengetank. Skatterådet fandt, at kapitalforhøjelsen skulle anses for en indirekte afståelse. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at kapitalforhøjelsen kunne gennemføres uden regulering af gaveafgiften.

På baggrund af en kontrolleret transaktion mellem sagsøgerne var sagsøgernes skattepligtige indkomst blevet forhøjet med værdien af en option, der gav ret til at erhverve aktier i et moderselskab. Ved skønnet over aktiepostens værdi havde skattemyndighederne opskrevet værdien af en række udlejningsejendomme, der var placeret i hver sit ejendomsselskab i koncernen. Skattemyndighederne havde lagt til grund, at der ikke skulle indregnes udskudt skat af merværdien (efter opskrivning) af udlejningsejendommene, idet hver udlejningsejendom var placeret i sit eget ejendomsselskab, og at den udskudte skat derfor næppe ville blive realiseret.

Skatte- og Vækstministeriet nedlagde påstand om hjemvisning efter syn og skøn, idet ministeriet anerkendte, at udskudt skat skulle indgå i skønnet. Sagsøgerne gjorde heroverfor gældende, at der skulle indregnes udskudt skat i skønnet, og at den udskudte skat skulle indregnes til kurs 100. 

Retten fandt, at den udskudte skat skulle indgå i skønnet med den kurs, som uafhængige parter ville have aftalt. Da den udskudte skat udgjorde et stort beløb, og henset til skønsmandens udtalelser, fandt retten det ikke godtgjort, at den udskudte skat skulle indgå til kurs 100. Sagen blev herefter hjemvist til skattemyndighederne.

Som forhold 1-5 var T tiltalt for skattesvig, ved for indkomstårene 2010-14 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter oplysningsfristen, at meddele told- og skatteforvaltningen, at hans skattepligtige indkomst var ansat for lavt med henholdsvis 733.756 kr. for indkomståret 2010, 616.981 kr. for indkomståret 2011, 541.841 kr. for indkomståret 2012, 425.135 kr. for indkomståret 2013 samt 430.189 kr. for indkomståret 2014, idet han ikke havde oplyst om udenlandsk lønindkomst. T havde herved unddraget 1.030.170 kr. i alt i skat. T nægtede sig skyldig og forklarede, at han i 2009 havde tegnet en ny kontrakt med sin arbejdsgiver. Han arbejdede med projekter. I forbindelse med et projekt udfyldte han en timeseddel hver uge. Når projektet var færdigt, fik han lønnen afregnet. Han arbejdede typisk 60-80 timer pr. uge og hans timeløn var 350 kr. Alle lønudbetalinger gik direkte fra firmaet til hans bankkonto i Danmark. Han vidste ikke, hvad tekstfelterne på kontoudtogene refererede til. Han holdt øje med, at han fik sin løn udbetalt, og at beløbene passede. Han var enig i afgørelsen af hans indkomst for årene 2010, 2011, 2012, 2013 og 2014. I kontrakten stod der, at han selv skulle henvende sig til skattemyndighederne. T var bosiddende i Danmark i hele perioden fra 2009 til 2015, men han befandt sig i udlandet skønnet 9 måneder om året, hvor han arbejdede. Han havde telefonisk kontaktet told- og skatteforvaltningen. Han havde talt med en kvinde og faxet sin kontrakt til hende. Kvinden meddelte ham, at hun skulle afgøre, om han kunne blive skattefri, som han vidste var en mulighed i det pågældende land. Han havde tidligere i 1996/97 arbejdet i det pågældende udland og fået skattefrihed. Dette var sket efter, at han havde henvist told-og skatteforvaltningen til en af eksperterne i arbejdsgiverens firma.

2-3 måneder efter, at han havde faxet kontrakten i 2009, ringede damen fra told- og skatteforvaltningen vedrørende arbejdsmarkedsbidrag, da myndigheden var i tvivl om, hvorvidt T var berettiget til skattefrihed. Han begyndte at arbejde, og hørte ikke mere fra skattemyndigheden. Han havde ikke set en afgørelse fra skattemyndigheden. Han gik ud fra, at forholdene var i orden. Han havde ikke oplyst den løn, som han tjente i udlandet for 2009 og frem til 2015. Byretten fastslog, at skatten med rette var opkrævet T, idet T i hele den i tiltalen omhandlede periode arbejdede i udlandet, men var bosat i Danmark. Han havde kontaktet told- og skatteforvaltningen telefonisk, uden på noget tidspunkt at modtage en afgørelse om skattefrihed. T udarbejdede selv timesedler, og fik en fast timeløn, for hvilket han blev aflønnet, og som han holdt øje med. På trods af dette reagerede T ikke på, at han fik sin bruttoløn udbetalt, ligesom han ikke oplyste sin skattepligtige indkomst optjent i udlandet. T ansås derfor forsætligt, og i hvert fald med dolus eventualis forsæt, at have begået skatteunddragelse i alle 5 forhold. T idømtes herefter fængsel i 8 måneder samt en tillægsbøde på 1 mio. kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage. Fængselsstraffen blev med henvisning til den lange sagsbehandlingstid gjort betinget med vilkår om, at T ikke måtte begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, mere subsidiært stadfæstelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse, navnlig således at T idømtes en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten fandt ikke at kunne lægge til grund, at T uden nogen form for indberetning, dokumentation eller afgørelse fra told- og skatteforvaltningen, kunne antage, at han havde skattefrihed. Landsretten tiltrådte herefter, at T havde handlet forsætligt. Uanset den lange sagsbehandlingstid, navnlig i perioden fra den 2. maj 2017, hvor told- og skatteforvaltningen traf afgørelse om forhøjelse af T’s skattepligtige indkomst for skatteårene 2010-2014, til den 12. november 2021, hvor anklagemyndigheden rejste tiltalte ved indgivelse af anklageskrift til byretten, fandtes fængselsstraffen efter sagens karakter og størrelsen af det unddragne beløb at burde gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæstede herefter byretsdommen med den ændring, at fuldbyrdelsen af straffen på fængsel i 8 måneder udsattes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på vilkår om ulønnet samfundstjeneste i 150 timer inden for en længste tid på 1 år, at T ikke begik strafbart forhold i prøvetiden, og at T undergav sig tilsyn af Kriminalforsorgen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger ikke skulle beskattes af afkast på hans disability benefit fra United Nations Joint Staff Pension Fund (UNJSPF) efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3. Skatterådet fandt ikke, at det kunne tillægges vægt, at Spørgers pensionsordning var en tilsagnsordning, og at der ikke var en indestående kapital eller et depot, der kunne forrentes. Det skyldtes at beskatningen efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, skete på baggrund af forskellen i ordningens "kapitalværdi", der af forarbejderne defineredes som forskellen mellem primo og ultimo i pensionsselskabets (her UNJSPF’s) øjeblikkelige og fremtidige forpligtelse over for den pensionsberettigede. Der var ikke undtagelser til § 53 A, stk. 3, som førte til at fx tilsagnsordninger skulle undtages fra afkastbeskatningen. Det fandtes derfor ikke at gøre nogen forskel, at der ikke var en opsparet indestående kapital eller et depot, der kunne tilskrives en rente.

Skatterådet fandt, at der var en løbende udvikling i ordningens kapitalværdi, idet pensionsudbetalingerne løbende reguleredes på baggrund af udviklingen i forbrugerprisindekset med henblik på at inflationssikre pensionsudbetalingen. Da UNJSPF ikke, efter ansættelsens ophør, løbende opgjorde ordningens kapitalværdi, forstået som UNJSPFs forpligtelser over for Spørger, var Skattestyrelsen efter lovforarbejderne berettigede til at skønne over denne værdi. Metoden til beregning af afkast på ordninger i UNJSPF i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.4.3.7, var en metode til skøn over denne værdi for de ensartede ordninger i UNJSPF.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at den metode til beregning af afkastet, som fremgik af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.4.3.7, ikke skulle anvendes på Spørgers pension. Det skyldtes, at de elementer, der indgik i metoden, var udtryk for det bedst mulige skøn efter de tilgængelige oplysninger om ordningens værdi.

Koncernen havde valgt international sambeskatning. Valget var senest foretaget i indkomståret 2025. Bindingsperioden på 10 år udløb derfor ordinært ved udgangen af indkomståret 2034.

Som led i et generationsskifte ønskede ejerne - i stedet for at eje H1 personligt - at eje selskabet gennem hver deres 100 pct. ejede holdingselskab med samme ejerandel. Den ønskede struktur blev tilvejebragt ved gennemførelse af en omstrukturering i 4 trin: en aktieombytning efterfulgt af ophørsspaltning af det nystiftede ultimative moderselskab og 2 lodrette fusioner af underliggende selskaber i koncernen.  

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at bindingsperioden ikke afbrydes i forbindelse med den påtænkte ophørsspaltning af H4, der var stiftet i samme indkomstår ved en skattefri aktieombytning, men videreføres hos HA.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at svaret på spørgsmål 1 ikke ændres som følge af, at der blev gennemført to lodrette fusioner af 4 underliggende selskaber.

Skatterådet bekræftede endelig, at omstruktureringerne som beskrevet under spørgsmål 1og 2 ikke

medførte en forhøjelse af gaveafgiften i medfør af boafgiftslovens § 23 b, stk. 1, jf. stk. 2.

Skatterådet bekræftede, at en udbytteudlodning fra Spørger til dets direkte moderselskab H1, ikke medførte begrænset skattepligt i Danmark for H1, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Midlerne til den påtænkte udbytteudlodning fremkom ved, at Spørger forud for udlodningen ville kræve sit tilgodehavende hos sit irske søsterselskab, H3, indfriet.

Det var oplyst, at udbyttet ville blive videreudloddet til det ultimative moderselskab M1, som var børsnoteret på X-børs og ikke havde majoritetsaktionærer. Henset hertil og til at både M1, H2 og H1 var skattemæssigt hjemmehørende i lande inden for EU, som Danmark havde en dobbeltbe-skatningsoverenskomst med, fulgte det af retspraksis, at M1 skulle anses for retmæssig ejer af udbyttet fra Spørger.

Skatterådet bekræftede endvidere, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Sagen angik, om en valutavekslingsvirksomhed havde ret til fradrag for køb af kontant fremmed valuta, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Med henvisning til den dagældende bogføringslov, herunder forarbejderne til loven, fandt retten, at angivelse af identifikationsoplysninger for en sælger af valuta, uanset beløbsstørrelse, må anses som omfattet af udtrykket god bogføringsskik. Retten fandt endvidere, at valutavekslingsvirksomheden ikke havde godtgjort, at virksomheden havde opfyldt betingelserne for ret til fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet de fremlagte bilag ikke gjorde det muligt at kontrollere registreringernes rigtighed. 

Spørger var registreret hos Finanstilsynet som forvalter af alternative investeringsfonde efter § 9 i lov om alternative investeringsfonde (FAIF-loven).

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger var berettiget til at levere ydelser i form af forvaltning momsfrit til fonde, som var registreret som alternative investeringsfonde (AIF).

Skatterådet lagde vægt på, at fonde, der bliver forvaltet af en forvalter, som er registreret efter § 9 i FAIF-loven, ikke er undergivet et særligt statsligt tilsyn. 

De fonde, som Spørger forvalter, kunne derfor ikke momsretligt anses som investeringsforeninger, som kunne modtage forvaltningsydelser momsfrit, jf. momslovens § 13, stk. 1. nr. 11, litra f.

Spørger havde en medarbejder, der i sin ansættelseskontrakt med Spørger havde påtaget sig en konkurrenceklausul, der gjaldt i X måneder startende fra fratrædelsesdatoen, jf. lov om ansættelsesklausuler § 5.

Medarbejderen var nu ikke længere ansat. Konkurrenceklausulen begrænsede den tidligere medarbejder i at påtage sig arbejde hos en konkurrent til Spørger, selvom ansættelsesforholdet var ophørt.

Spørger skulle for denne begrænsning i jobmuligheder udbetale en kompensation, som fulgte udbetalingsprincipperne i lov om ansættelsesklausuler § 8, stk. 2 og 3. Det vil sige månedsvist i den periode, hvor konkurrenceklausulen gjaldt. På fratrædelsestidspunktet udbetaltes de to første måneder dog som en engangsbetaling.

Skatterådet bekræftede, at udbetaling af kompensation til den tidligere ansatte som følge af konkurrenceklausulen, var fritaget for lønsumsafgift. Der blev lagt vægt på, at der var tale om en kompensation, som Spørger skulle udbetale, efter ansættelsesforholdet var ophørt, hvorfor modtageren ikke længere kunne anses som ansat i virksomheden.